fredag den 7. februar 2014

Coppa 1.0




Coppa (eller capicola) er en italiensk specialitet, af saltet, tørrret svinekød, ligesom de berømte skinker. Her er det dog kødet fra nakken af svinet der er tale om.

Det smager pragtfuldt, og i min lyst til at eksperimentere, er jeg gået i gang med at lave en selv. Jeg fandt opskrift bl.a. på Cured Meats. Her er en meget nøje beskrivelse af, hvordan man udskærer kødstykket, og da jeg ikke er slagter kunne jeg ikke umiddelbart gennemskue præcis, hvilket stykke det drejer sig om.

Jeg printede billederne ud, og tog dem med til min slagter, idet jeg nøje sørgede for ikke at besvære ham i juletravlheden eller på et tidspunkt hvor butikken var fyldt med kunder.
Han kastede et kort blik på det første billede og sagde "Nåh, det er nakkefiletten". Og selvfølgelig var det indlysende og let at se, når man fik det at vide.

Men jeg kom hjem med 1002 gram nakkefilet, og har nu saltet og krydret kødet efter denne opskrift (som er en tilpasset version af Coppa version 2 opskriften på Cured Meats)

Nakkefilet 1000g
Salt 35 g
Sort og hvid peber 15 g
Nelliker 0,5 g
Kanel 0,75 g
Enebær 3 g
Fennikelfrø 5 g
Nitritsalt 3 g

Kødet er blevet vakuumpakket, og skal nu ligge i køleskabet 10 dages tid, før vi skal igang med tørringen.

1 kommentar:

  1. Det ser meget meget spændende ud. Jeg er sikker på, det nok skal blive vildt lækkert. Svinenakken er et overset stykke kød i pålægssammenhæng. Da jeg var barn, boede på landet med grisehold, fik vi altid røget et stykke nakke hos landsbyslagteren til pålæg. Det var noget så godt!!!! Glæder mig meget til at høre om og forhåbentlig også se resultatet!!!

    SvarSlet